Pakhus 13 ligger centralt på Aarhus Havn. Det gamle og nyrestaurerede pakhus er en del af Tækkers danske ejendomsportefølje. Pakhus 13 er en fredet industribygning fra 1923-24 med yderst charmerende og særegne træk, som for eksempel de massive røde skydedøre, der åbner hver morgen og lukker igen til fyraften.
Bygningen er sat i stand efter alle kunstens regler med stor respekt for den oprindelige stil. Al ombygning er sket i samarbejde mellem arkitekt Lise Videbæk, Kulturarvsstyrelsen og restaureringsarkitekt Bue Beck. Hovedtanken har været at bevare bygningens rå, men på samme tid, fine sjæl.
Pakhuset er sammen med Toldkammeret en af de eneste bygninger, der står tilbage til minde om det oprindelige liv på Aarhus Havn for små hundrede år siden. Pakhus 13 fungerede i en periode som domicil for Tækker Group.